Til dig der skal på barselsbesøg

Et barselsbesøg er som udgangspunkt rigtig dejligt. Det er skønt at se den lille nye guldklump, overøse ham med gaver (få gode ideer til barselsgaver her), og se glæden lyse ud af de nybagte forældre.

Men det kan desværre også nogle gange være hårdt med besøg.

Her finder du 5 råd der er værd at huske, når du skal på barselsbesøg:

1. Bliv kun kort

Lad være med at lade besøget vare for længe – målet med besøget er blot at se til den nybagte mor og den lille ny. En time kan være rigeligt for den nye mor at overskue.

Så husk: kort og godt.


2. Forvent ikke at blive vartet op

En ny mor har tusinde ting at tænke på, og det sidste hun sikkert tænker på, er at sørge for, at du har kaffe i koppen under dit besøg.

Forvent derfor ikke at blive tilbudt kaffe, kage eller andet. Find det selv – eller endnu bedre, medbring det selv!


3. Lad være med at vække barnet

Nogle gæster føler sig snydt, hvis det nyfødte barn ikke har været vågen under besøget. Nogle tager sig endda den frihed at prøve og vække barnet. Lad være!

For det første er det aldrig en god idé at vække et sovende spædbarn (læs mere om det her), og for det andet er det ikke særlig fedt for den nybagte mor som måske har brugt flere timer på at få den lille til at sove, og endelig kan nyde sit pusterum. Så lad være, bare lad være.


4. Hjælp er altid velkommen

I en tid hvor alt kan synes uoverskueligt, er det altid dejligt at blive tilbudt hjælp, og endnu bedre uopfordret hjælp.
Spørg om ikke du skal tage opvasken, hænge tøj op, lægge tøj sammen, tørre lidt støv af hist og her osv.
Den nybagte mor vil sætte pris på hjælpen, og så er der mere overskud til babyen.


5. Medbring lidt mad

Det er som sagt meget at se til for en ny mor, og mad er derfor ikke altid det, der står øverst på listen. Hvis du kommer på besøg, så tag da endelig en pose boller med, frikadeller til fryseren, en lækker salat eller noget helt fjerde. Så er den én ting mindre at tænke på.