Som ny mor og ikke mindst ammende, er en af de største bekymringer, om man nu har mælk nok.
Men så snart du begynder at stresse over, om du nu kan mætte din baby, så nedsætter du faktisk din mælkeproduktion. Stress har faktisk stor indvikning på din mælkeproduktion, så det er vigtigt at du slapper af og tager det helt roligt omkring det.
Men du har faktisk også mulighed for at booste din mælkeproduktion med den famøse mælkebombe!
Hvad er mælkebomben?
En mælkebombe er et festfyrværkeri af energi, gode essentielle fedtsyrer og dejlig smag, specialdesignet til at booste ammemødres mælkeproduktion og -kvalitet.
Mælkebomben minder til forveksling om en gang hjemmelavet müsli, og smager lækkert både som snack (til de lange nætter), på yoghurt, med mælk, som topping på smoothien, til din morgengrø eller i brød.
Faktisk er mælkebomben så lækker, at du nok skal beregne en større portion, da resten af familien nok heller ikke kan holde fingrene fra den.
Men er en mælkebombe ikke fyldt med fedt?
Jo, den gode slags fedt! Så ingen slankepanik!
Ikke nok med at mælkebomben er en lækker og sund snack, så er den også spækket med lækre nødder og kerner, som indeholder masser af sundt fedt og gode vitaminer, som E-vitamin, der er godt for hud, hår og negle. Ja faktisk, har mandler vist at have en slankende effekt, så spis, spis, spis! I dette tilfælde er det fedt for cellerne, ikke for dellerne, så du behøver ikke tænke på mormaven lige nu.
Opskriften på den famøse mælkebombe:
Opskriften giver ca. 6 dl
Ingredienser
50 g usaltede pistacienødder eller græskarkerner
50 g mandler
50 g durum – skåret eller mel
50 g jomfru kokosolie
50 g sesamfrø
50 g kokosmel
Sådan gør du
• Hak nødder og mandler.
• Rist durum i kokosolie på panden ved svag varme.
• Vend resten af ingredienserne i, og rist let.
• Hæld myslien på tætsluttende glas, og opbevar den helst i køleskabet.
Spis 1-3 spiseskeer dagligt – gerne på en fed yoghurt.
Tips til at gøre din mælkebombe ekstra lækker og personlig
- Du kan erstatte kokosolien med smør, det gør den også lækker og sprød.
- Du kan tilføje lidt honning til at riste i, så bliver blandingen ekstra sød, og smager (alt for meget!) som slik.
- Tilføj gerne lidt solsikkekerner (ca. 25 gr.) og/eller lidt hørfrø.
- Hvis du føler dig kreativ, kan du prøve at blande dine yndlingskrydderier i for at give mælkebomben et ekstra pift. Du kan fx bruge kanel eller vaniljepulver – toplækkert!
TIP! Du kan også tilføre lidt proteinpulver, for at tilføre lidt ekstra protein! Her kan du jo vælge mellem alverdens smage!
Som en sidste bemærkning, vil jeg tilføje, at det ikke er alle der mærker en effekt af denne mælkebombe på deres mælkeproduktion, men om ikke andet er det prøvet. Jeg kan love dig for, at du i hvert fald ikke fortryder at du har smagt denne lækre mælkebombe!